
Generalforsamlingen 2025
Selskabets formål
Vejby-Tibirke Selskabets formål er at bevare og øge kendskabet til Vejby-Tibirke egnens særpræg. Dette sker primært ved at indsamle kunst, litteratur og andre materialer med tilknytning til egnen, og ved at selskabet forvalter en samling, så den til stadighed på bedste vis dokumenterer egnens egenart og historie.
Selskabet udsender hvert forår en årbog gratis til medlemmerne med artikler og illustrationer om egnens historie og kultur. De omkring 300 artikler i årbøger fra tidligere år kan ses og læses her.
CVR 32706355
Vejby-Tibirke Selskabet - 60 år
Det fejres med en reception lørdag d. 27. juni 2026 i Idrætshuset, Tisvilde kl. 14,00 –17,00.
Der vil være musikalsk underholdning og auktion over udvalgte malerier fra vores righoldige samling.
Alle er velkomne!
Historie:
Det første møde til oprettelse af selskabet fandt sted den 19. april 1966 hos provst H.P. Honoré, hvor kommunesekretær K. Lund Aagaard, der var initiativtager til mødet, fremlagde en første skitse til dannelse af et Vejby-Tibirke Selskab. I sammenkomsten deltog desuden forstander C. Bek og overbibliotekar E. Ebstrup. Herefter fulgte en række yderligere møder og sammenkomster, hvor der blev udformet et udkast til vedtægter og tillige en indbydelse til et stiftende møde, som fandt sted lørdag den 9. juli 1966 kl. 15.30 på Tisvilde Skole. Der var fremmødt 25 interesserede deltagere og alle indtegnede sig på stedet som medlemmer. Medlemsbidraget blev fastsat til 10 kr. Den første generalforsamling fandt sted på Skolehjemmet Godhavn den 22. oktober 1966 og på det tidspunkt havde medlemstallet oversteget 1000 medlemmer.