Tisvildemalere paa jyske museer
Besøg på to jyske kunstmuseer
Vejby-Tibirke Selskabet havde lørdag d. 25. maj 2013 arrangeret en bustur til de to jyske kunst-museer, Horsens Kunstmuseum og Vejle Kunstmuseum, der begge har fine kunstværker af de fineste Tisvilde – og Vejbymalere f.eks. værker af de to Guldaldermalere P. C. Skovgaard og J.Th. Lundbye og flere af Modernismens malere som William Scharff og Carl Jensen.
Selskabets arrangementsudvalg havde været usikker på, om der ville være tilstrækkelig tilslutning til et arrangement så langt væk fra vores hjemegn og til en pris på 490 kr… men det var der i høj grad.
Lørdag morgen kl. 8.02 sad 43 forventningsfulde deltagere i bussen ved Tisvildeleje Station…Ned gennem Sjælland regnede det, men alligevel blev der dækket op til morgenmad ved rastepladsen ved Tuelsø nær Sorø. Derefter var det bare med at komme af sted til Horsens Kunstmuseum, hvor kunstguiden Bente Hammeshøj ventede på os for at fortælle om nogle af de kunstværker, som det smukke Horsens Kunstmuseum ejede.
Selvom vi ankom lidt for sent, var Bente Hammershøj en utrolig inspirerende og dejlig engageret guide, når hun fortalte deltagerne om Skovgaardsog Lundbyes liv og kunst. Endnu mere engageret og spændende blev hun, da hun fortalte om de to to meget store reliefkunstværker af Bjørn Nørgaard, der uden tvivl bygger en del af sin kunst på indflydelsen fra William Scharff´s kunst.
Efter en lækker frokost gik turen til Vejle Kunstmuseum, hvor museets dygtige overinspektør Nina Damsgaard skulle være vores guide. Vejle Kunstmuseum har i udpræget grad samlet på Modernis-mens malere, hvor Tisvildemalerne havde spillet en meget fremtrædende rolle. I første omgang troede turarrangørerne, at vi skulle nøjes med at se særudstillingen om kunsten i Vejle. Alle Tisvilde-værkerne med Carl Jensens, William Scharff´s, Victor Haagen-Müller´´s, Julius Paulsen´s og Ejler Bille´s signaturer var stillet ned i depotet for at gøre plads til Vejlekunstnerne.
Men efter at turens deltagere pligtskyldigt havde hørt om Vejle og Vejlekunstnerne, kom Nina Damsgaard med dagens bedste budskab: Nu skulle vi ned i depotet og se på nogle af de fineste William Scharff- og Carl Jensens malerier. Stemningen steg lige med det samme hos deltagerne, og da Nina Damsgaard stod foran museets nyerhvervelse af Carl Jensens mesterværk ”Den store Komposition”(1918), som i mange år havde hængt godt glemt i et sommerhus i Tibirke Lunde, lyttede alle med åbne sanser til Damsgaards fortælling om maleren og maleriets skæbne.
Yderligere to af Carl Jensens fine værker og to af William Scharff´s bedste var hentet frem fra depotets gemmer, så Nina Damsgaard havde virkelig sørget for, at deltagerne fik lov til at opleve Tisvildekunst nede i kunstmuseets depot.
Efter kaffen og kagen i det smukke Vejle Kunstmuseum gik turen hjemad i det fineste solskin gennem det sjællandske landskab, hvor de knaldgule rapsmarker lyste op i alt det grønne. Hjemme ved Tisvildeleje Station kunne vi konstatere, at hele arrangementet havde varet præcis 12 timer, men alle deltagerne var enige om, at det havde været både tiden og pengene værd.
Vejby-Tibirke Selskabet vil uden tvivl arrangere lignende ture i de kommende år.
Arrangører af turen var Inge Læbo og Chr. Friis på Vejby-Tibirke Selskabets vegne.
Foto: Chr. Friis
v.h.
Chr. Friis